Den kloge kone: hvorfor Homers tålmodige, trofaste Penelope er mere snedig end Odysseus

Gudinden Calypso konfronterer ham med det. Hvorfor kan t han være glad for hende? Hun er mere attraktiv end Penelope på alle måder, og Penelope er en dødelig, der aldrig kan konkurrere med de fornøjelser, som guder kan tilbyde. Hvis han bliver, vil Calypso også gøre ham til en gud.

Odysseus er ikke uenig. Det er sandt, siger han. Hans kone er intet i forhold til hende. Og alligevel vil han gå. Penelope er en, han ønsker.

I de næsten tre årtusinder, siden Odyssey blev sammensat, har læsere og forfattere stort set været enige med Odysseus og omfavnet Penelope. Ovidius gjorde hende til den første taler i sine digte om berømte heltinder; St. Jerome opført hende som en af de hedenske eksempler på dydige kvinder. I mere moderne tider har hun optrådt som Molly Bloom i James Joyces Ulysses fra 1922; i Derek Walcotts Omeros fra 1990 som Maud Plunkett, og som sig selv, der fortæller sin egen historie, i Margaret Atwoods novelle fra 2005 Penelopiad. sejler til trojanskrigen og efterlader sin unge kone alene med deres spædbarn, Telemachus. Ti år går, og krigen slutter. De andre helte tager vej hjem, men Odysseus forbliver uberettiget, og de fleste antager, at han er død. Friere ankommer til Odysseus palads i håb om at gifte sig med Penelope. Når hun nægter dem, belejrer de sig, installerer sig i paladset, fortærer familiebutikkerne og chikanerer husstanden. Som kvinde alene kan hun kun udholde, indtil hendes mand vender tilbage og med blodig hævn efterfulgt af lykkelig genforening.

Selv fra denne forkortede beretning er det let at se, hvorfor Penelope appellerer. Hun er åbenlyst sympatisk: en god kvinde jaget af dårlige mænd. Hun er også romantisk. Gamle myter er notorisk kort på gensidige, ikke-tragiske forhold, og Odysseus og Penelopes hengivenhed over for hinanden (affærer med gudinder til side) er både sjælden og påvirker. Hendes loyalitet over for et frygteligt pres over for en mand, der meget vel kan være død, er heroisk. Selv Agamemnons bitre spøgelse, der permanent blev sur på kvinder, efter at hans kone havde slagtet ham i badekarret, indrømmer, at hun er overlegen.

Men måske det mest bemærkelsesværdige aspekt af Penelopes appel er hendes intelligens. Adjektivet Homer bruger til at beskrive hende igen og igen er perifron, hvilket betyder forsigtig og omhyggeligt beregning. Denne intelligens demonstreres berømt med et trick, hun spiller på de dårlige friere.

Hun fortæller dem, at hun vil vælge en ny mand, når hun er færdig med at væve et mantel til sin svigerfar. Hver dag arbejder hun på det, og hver aften opgraderer hun hemmeligt det, hun har gjort, idet hun ved, at mændene ikke har nogen idé om, hvor lang tid det tager at væve et kappe, eller være i stand til at bedømme, hvor store fremskridt der gøres. Og så holder hun dem i tre år. Det tager en kvinde, en af Penelopes tjenestepiger, at forråde hende.

Penelopes intelligens holder sig selv, når den uklare Odysseus vender tilbage. Efter at han har afsløret sig for hende, forbliver hun forsigtig, forsigtig med at blive bedraget og sætter ham på en prøve, som kun den sande Odysseus kunne bestå. For længe siden havde Odysseus hugget deres ægteskabsseng ud af et levende træ, rodfæstet i jorden. Da hun beordrer, at denne seng skal fyldes op uden for deres soveværelse, bryder Odysseus ud i vrede og kræver at vide, hvordan den kan have været flyttet, og bekræfter ved hans udbrud hans identitet. Det er et fascinerende øjeblik: Homer har brugt hele digtet på at ære sin heltes løgn, men det er hans heltinde, der spiller det sidste trick.

På trods af alt dette har Penelope historisk fået anden fakturering til sin prangende mand, der når alt kommer til alt, kommer til at charme hekse, vælte byer og bekæmpe monstre. Tennysons digt fra 1842, “Ulysses”, henviser ikke engang til hende ved navn. I stedet for afviser Odysseus hende som sin “gamle kone”, legemliggørelsen af verdens sløvhed, der søger at omslutte ham. I mellemtiden bevarer han, skønt han også er gammel, sin styrke og “heroiske hjerte”. Nu hvor hendes ungdom og ønskværdighed er væk, er hun ikke længere af interesse. Hun falder ud af historien, mens den store episke hovedperson sejler ud på endnu et eventyr.

Dorothy Parker kritiserer skarpt netop denne dobbeltmoral i sit digt “Penelope” fra 1928:

Han skal ride på sølvhavet,

Han skal skære den glitrende bølge .

Jeg skal sidde hjemme og rocke;

Stå op for at give agt på naboens banke;

Bryg min te og klip min tråd;

Bleg linned til min seng.

De vil kalde ham modig.

Andre forfattere har forsøgt at bevare Penelopes perspektiv.Joyce giver Molly Bloom måske det mest berømte kapitel i Ulysses, hvor hun indrømmer et seksuelt møde – og derved vælter Penelopes berømte troskab.

Digterne Carol Ann Duffy og Louise Gluck skaber ligeledes Penelopes, der skubbe tilbage mod den traditionelle historie. I Duffys “Penelope” fra 1999 bliver Penelopes hjemlige vævning et kunstnerisk kald. Hun vender heldigvis sit liv til et strålende gobelin, med en smilende kvinde i centrum, som er “selvstændig, absorberet, tilfreds og bestemt ikke venter”.

Gluck undergraver ligesom Joyce Penelopes kanoniske troskab. Ligesom Odysseus har sovet med Calypso og Circe, så taler Penelope i “Penelopes Song” (1996) om at gøre ting med sin “besværlige krop”, at “du ikke skulle / diskutere i digte”. I Atwoods The Penelopiad, i mellemtiden, når Odysseus vender hjem forklædt som en tigger, genkender Penelope ham straks, men holder sig diplomatisk mor: “hvis en mand sætter en ære i sine forklædningsevner, ville det være en tåbelig kone, der hævder at anerkende ham: det er altid en uforsigtighed at trin mellem en mand og refleksionen af hans egen kløgtighed ”.

For nylig havde jeg min egen chance for at tilbringe tid med Penelope . Min roman, Circe, fortæller om heksen Circe, der forvandler Odysseus mænd til svin i Odyssey, og en af de mange spændende myter om hende vedrører et møde med Penelope, længe efter Odysseus besøg.

Hvis Penelope er den gode kvinde, klog, kysk og lydig mod sin mands interesser, Circe er den dårlige, lidenskabelig og forførende, med den skræmmende magt til at straffe mænd. Ligesom jeg arbejdede for at trække en fyldigere Circe ud af de gamle bekymringer for kvindelig magt, så ville jeg udforske den fyldigere Penelope bag den beskedne, modelkvinde.

Jeg sigtede gennem Odyssey for et par spændende detaljer. for at forme mit portræt. Den første kom efter at Penelope har lært om plottet mod sin søn, Telemachus. Homer sammenligner sit racerende sind med “en bange løve i en menneskemængde, når de kører ham i en fælde”. Det er en overraskende lignelse. I Iliaden og Odyssey er løver symboler på store krigere, og Achilles sammenligner sig berømt med en på højden af hans blodtørst. Jeg havde altid set Penelope som viljestyrke, men dette tilskyndede mig til at forestille mig en stille vildskab for hende.

I en tidlig scene i Odyssey irettesætter Telemachus Penelope for at tale op, udråbte sig selv som mester i huset og sendte hende tilbage til sine værelser. Mary Beard, i sin bog Kvinder og magt, glæder dette passende som “det første registrerede eksempel på en mand, der bad en kvinde om at holde kæft”. Men som romanforfatter spekulerede jeg på, om en sådan interaktion kunne opstå fra dynamikken hos en enlig mor og hendes eneste søn.

Er Telemachuss hårdhed et forsøg på at kaste det, der ville være ses som en umandlig intimitet med sin mor? Eller kunne det være det modsatte – en slags stallingsteknik, som de to har sammensværget for at spille ud foran hendes friere? Dette var ikke videnskabelige spørgsmål, men de hjalp mig med at fremskynde grænserne for Penelopes verden.

Efter Odysseus tilbagevenden, før han har afsløret sig selv, konfronterer Penelope offentligt bejlerne og fortæller dem, at hvis de er seriøse med at vente hende, de skulle give hende flere gaver. Ser i forklædning, “Odysseus glædede sig, fordi hun skaffede gaver fra dem og forførte deres ånd med honningfulde ord, mens hendes sind planlagde andre ting”.

For mig føltes dette øjeblik mere talende end deres glade genforening. Charme nogen med ord, mens man planlægger noget andet: det er svært at finde en bedre beskrivelse af Odysseus modus operandi. Odysseus er ikke bekymret over sin kones løfter til bejlerne, fordi han straks genkender – og værdsætter – dem som tricks. Hendes evne til at manipulere folk til hendes fordel svarer til hans egne. De er slægtninge.

Det ville være tilfredsstillende at slutte på den tanke: dette charmerende, langmodige par, der ikke kun har fundet en kærlighed, men ligelig. Alligevel uanset hvor slægt de er, kan de aldrig være lige. Som kvinde er Penelopes liv snævert defineret. I løbet af sin 10-årige rejse hjem står Odysseus over for et bredt havs valg. Penelope har kun en : at være loyal over for en mand, der er efter al sandsynlighed død; eller at tage en ny mand.

Det er hendes egen Scylla og Charybdis, men i modsætning til Odysseus, der kun passerer monstrene en gang, er det en sti, Penelope skal gå nyt hver dag. Mere end et simpelt spring i troen er det et liv i troen: at hun har ret, og de omkring hende tager fejl. Ikke underligt, at hun græder sig i søvn – hun bliver holdt som gidsler, og hver morgen må hun nægte at flygte igen og satse på den mand, hun ikke har set i to årtier.

Hvem er denne kvinde med sådan styrke til hende, sådan disciplin og gamlers nerve? Homer giver os pirrende spor, men det er op til os at forestille os resten, hendes inderste tanker, fortiden, der førte hende til Odysseus, og fremtiden efter hans tilbagevenden. Vi drages til at spekulere på, hvordan hun kan regne med hele sit liv. Ti år efter Odysseus kom hjem, er hun stadig glad for, at hun ventede?

Madeline Millers Circe (Bloomsbury, £ 16,99) er ude denne måned