Villanelle (Dansk)

Definition af Villanelle

En villanelle er en poetisk form med nitten linjer og et stramt gentagelsesmønster og et rimskema. Hver villanelle består af fem tercets (dvs. en tre-linjers strofe) efterfulgt af en kvatrain (en strofe med fire linjer). Den første og tredje linje i åbningstercetten gentages i et skiftevis mønster som den sidste linje i hvert næste tercet; disse to gentagne linjer udgør derefter de sidste to linjer i hele digtet. Rimskemaet kræver, at de gentagne linjer rimer, og at den anden linje i hver tercet rimer. Således ser rimskemaet sådan ud: A1 b A2 / a b A1 / a b A2 / a b A1 / a b A2 / a b A1 A2. Selvom strukturen måske lyder kompliceret, er det i praksis let at se, hvordan reglerne fungerer.

Ordet villanelle kommer oprindeligt fra det italienske ord villano, der betyder “bonde.” Villanellas og villancicos fra renæssanceperioden var italienske og spanske sange lavet til dans, som indeholdt det pastorale tema, der var passende til bondedanse. Den moderne definition af villanelle har således ændret sig ganske siden sin opfattelse som et vers uden streng rimskema eller gentagelse .

Almindelige eksempler på Villanelle

Villanellen er en meget struktureret poetisk form, og der er således ingen eksempler på villanelle uden for poesi. Imidlertid er nogle villaneller blevet berømte nok til, at nogle af deres linjer er kommet ind i offentlighedens bevidsthed. For eksempel er Dylan Thomass digt “Gå ikke blid ind i den gode nat” et villanelleeksempel, og de linjer, som han gentager i digtet, er ret berømte:

Gå ikke blid ind i den gode nat.
Raseri, vrede mod lysets døende.

Villanelles betydning i litteraturen

Villanellen er kendt som en fast versform. Andre eksempler på faste versformer inkluderer haiku, sonette og sestina. Det menes, at den franske digter Théodore de Banville definerede formen i slutningen af det nittende århundrede, selvom villaneller blev meget mere populære i England, end det nogensinde gjorde i Frankrig. Selvom formen er ret streng i sine regler, er det ikke så svært at skrive en villanelle; ja, otte af de nitten linjer er gentagelser. Vanskeligheden er at få denne gentagelse til at virke ny eller vigtig hver gang. Mange digtere har spillet lidt med gentagelse af linjer, så der er en lille ændring, enten i indsættelsen eller sletningen af et ord eller ved at ændre spændingen eller tegnsætningen af de gentagne linjer. Gentagelsens funktion kan ofte virke en smule obsessiv, og mange villaneller centrerer faktisk omkring et centralt emne, som en digter prøver på at arbejde på en måde, der lyder cirkulær og obsessiv.

Eksempler på Villanelle i Litteratur

For at forstå den måde, en villanelle fungerer på, har vi genoptrykt følgende tre villanelleeksempler i deres helhed. Bemærk rimskemaet og funktionen af de gentagne linjer.

Eksempel # 1

Gå ikke blid ind i den gode nat,
Alderdom skal brænde og rave ved dagens afslutning;
Raseri, raseri mod lysets døende.

Selvom kloge mænd ved deres ende ved, at mørke er rigtige,
Fordi deres ord havde ikke gafflet noget lyn de
Gå ikke blid ind i den gode nat.

Gode mænd, den sidste bølge forbi, grædende hvor lyse
Deres skrøbelige gerninger kunne have danset i en grøn bugt,
Raseri, vrede mod lysets døende.

Vilde mænd, der fangede og sang solen i flugt,
Og lær, for sent, de sørgede over det på vej,
Gør ikke gå blidt ind i den gode nat.

Grave mænd, nær døden, der ser med blændende syn
Blinde øjne kunne flamme som meteorer og være homoseksuelle,
Raseri, vrede mod døende fra lys.

Og du, min far, der på den triste højde,
Forbandelse, velsign, mig nu med dine hårde tårer, jeg beder.
Gå ikke blid ind i det gode nat.
Vrede, vrede mod lysets døende.

(“Gå ikke blid ind i den gode nat” af Dylan Thomas)

Ingen artikler om villaneller ville være komplette uden at udskrive det mest berømte eksempel på en villanelle nogensinde: Dylan Thomass “Gå ikke blid ind i den gode nat.” I modsætning til nogle andre forfattere valgte Thomas ikke at ændre sine gentagne linjer overhovedet, og vi ser dem gengivet nøjagtigt det samme i hver gentagelse. Linjerne i sig selv er meget kraftfulde, og deres gentagelse tjener kun til at gøre Thomas stærke budskab meget stærkere.

Eksempel # 2

Kunsten at miste er ikke svært at mestre;
så mange ting synes at være fyldt med den hensigt at gå tabt, at deres tab ikke er en katastrofe.

Tab noget hver dag. Accepter fluster
af mistede dørnøgler, den dårligt brugte time.
Kunsten at miste er ikke svært at mestre.

Træn derefter på at tabe længere, tabe hurtigere:
steder, og navne, og hvor det var, du mente at rejse. Ingen af disse vil medføre katastrofe.

Jeg mistede min mors ur. Og se! min sidste, eller
sidstnævnte, af tre elskede huse gik.
Kunsten at miste er ikke svært at mestre.

Jeg mistede to byer, dejlige. Og, vaster,
nogle riger, jeg ejede, to floder, et kontinent.
Jeg savner dem, men det var ikke en katastrofe.

—Selv at miste dig (den spøgende stemme, en gestus – jeg elsker) Jeg har ikke løjet. Det er tydeligt
kunsten at tabe er ikke så svært at mestre
selvom det kan se ud som (Skriv det!) Som en katastrofe.

( “One Art” af Elizabeth Bishop)

Elizabeth Bishops berømte eksempel på villanelle, “One Art”, er lidt løsere med reglerne, selvom hun holder sig til dem ret tæt. For eksempel har linjerne, der ender med ordet “katastrofe”, kun det sidste ord til fælles, og de er helt forskellige frem til ordet. Biskop er også lidt friere med rimordene og vælger halv rim i stedet for perfekt rim i i nogle tilfælde. For eksempel vælger hun nær rim for “katastrofe” som “fluster”, “sidste eller” og “gestus.” På samme måde har “hensigt” og “kontinent” den samme endelige vokal og konsonantkombination, men stressmønsteret for “kontinent” gør det ikke til et perfekt rim for “hensigt.” Alligevel har biskop valgt villanelleformen af en grund. Hun bygger op til det endelige kvatrain med at insistere på, at “kunsten at miste ikke er svært at mestre,” alligevel er det klart, at der er en vis verbal ironi her, og at det faktisk er svært at miste en elsket.

Eksempel nr. 3

Jeg vågner til at sove og tager min vågne langsomt.
Jeg føler min skæbne i det, jeg ikke kan frygte.
Jeg lærer ved at gå, hvor jeg skal hen.

Vi tænker ved at føle. Hvad er der at vide?
Jeg hører mit væsen danse fra øre til øre.
Jeg vågner til at sove og tager mit vågne langsomt.

Af dem der er så tæt på mig, hvem er du ?
Gud velsigne jorden! Jeg skal gå blidt der,
Og lære ved at gå, hvor jeg skal hen.

Lys tager træet; men hvem kan fortælle os hvordan?
Den ringe orm klatrer op ad en snoet trappe.
Jeg vågner til at sove og tager min vågne langsomt.

Great Nature har en anden ting at gøre
Til dig og mig; så tag den livlige luft,
Og, dejligt, lær ved at gå, hvor de skal hen.

Denne rysten holder mig stabil. Jeg burde vide.
Hvad der falder væk er altid. Og er nær.
Jeg vågner til at sove og tager min vågne langsomt.
Jeg lærer ved at gå, hvor jeg skal hen.

(“The Waking” af Theodore Roethke)

Theodore Roethkes digt “The Waking” er et andet berømt og dejligt eksempel på en villanelle. Han er et sted mellem Thomas og Bishop med hensyn til hvor tæt han holder sig til villanelle-reglerne. Generelt rimer hans linjer med enten “langsom” eller “frygt”, skønt han også vælger nær rim af “dig”, “hvordan,” “gør” og “der”, “trappe” og “luft”. Han varierer også lidt den anden gentagne linje af “Jeg lærer ved at gå, hvor jeg skal hen.”

Test din viden om Villanelle

1. Hvilken af de følgende poetiske former er den korrekte villanelle-definition?
A. Tre linjer med en stavelsesantal på 5-7-5.
B. Fjorten linjer med tre kvadrater og en endelig kobling med et skiftevis rimskema.
C. Nitten linjer med fem tercetter og et sidste kvatrain med to gentagne linjer.

2. Hvilket af følgende emner vil en nutidig villanelle mest sandsynligt behandle?
A. Besættelse
B. Pastorale temaer
C. Uanstændig humor

3. Hvilket af følgende gælder for villaneller?
A. De gentagne linjer må aldrig ændres på nogen måde.
B. Hver linje skal rimes (eller være et næsten rim) med enten den første eller anden linje i villanellen.
C.Tidlige eksempler på villaneller blev skrevet med mere struktur end nutidige eksempler.