School of Materials Science and Engineering (Dansk)

Sekundære obligationer er svage i forhold til primære obligationer.

De findes i de fleste materialer, men deres virkning er ofte overskygget af styrken ved den primære binding.

Sekundære bindinger er ikke bindinger med en valenselektron, der deles eller doneres. De dannes normalt, når der opstår en ujævn ladningsfordeling, hvilket skaber det, der kaldes en dipol (den samlede ladning er nul, men der er lidt mere positiv eller negativ ladning i den ene ende af atomet end på den anden).

Disse dipoler kan produceres ved en tilfældig udsving i elektronerne omkring det, der normalt er et elektrisk symmetrisk felt i atomet.

Når en tilfældig dipol er dannet i et atom, dannes en induceret dipol i det tilstødende atom.

Dette er den type binding, der findes i N2-molekyler, og er kendt som Van Der Waals-binding.

Sekundær binding kan også eksistere, når der er en permanent dipol i et molekyle på grund af et asymmetrisk arrangement af positive og negative regioner.

Molekyler med en permanent dipol kan enten inducere en dipol i tilstødende elektrisk symmetriske molekyler og danner således en svag binding, eller de kan danne bindinger med andre permanente dipolmolekyler.