Greven af Monte Cristo
Forklædninger er altid sjove
Under romanernes begivenheder forklæder Edmond Dantes sig som flere mennesker: en præst, en engelskmand og en sømand / smugler. Han interagerer med venner og fjender i disse forklædninger, idet kun hans tidligere forlovede nogensinde genkender ham. Denne ironi tilføjer humor til den mørke fortælling og en følelse af brugt spænding, da Edmond ændrer sine forskellige personaer, så de passer til hans planer.
Bureaukrater er altid onde
En af romanens primære skurke er den offentlige anklager ved navn Villefort (se hvad Dumas gjorde der, landsbyen -ain kaldes Ville-fort). Han har pligt til at opretholde retfærdighed, men han er helt selvbetjent og sender Dantes i fængsel for at undgå enhver forbindelse med et politisk kup. Han er også hykler og dræber næsten sin uægte søn for at redde ansigt.
Hvordan gjorde han det?
Forfatterens højdepunkt: Alexandre Dumas
Nogle mennesker kan blive overraskede over at se Alexandre Dumas på min liste over bøger, der fremhæver forfattere af farve. Ja, Alexandre Dumas – skaberen af de tre musketerer, greven af Monte Cristo og manden i jernmasken – var af afro-caribisk herkomst. Hans far var en berømt haitisk født fransk general.
Hans status som outsider kunne have haft indflydelse på hans skrivning. Nogle af hans mest ikoniske figurer – Dantes og D “Artagnan er outsidere.
Hvad hans bevidste praksis angår, var Dumas en dygtig dramatiker og rejseskribent, inden han vendte sig til fiktion. Hans rejseskrivning er tydelig i Greven af Monte Cristos hyppige landhopping. Han maler tydeligt forskellene mellem Italien og Frankrig. Selv inden for Frankrig gør han et stort stykke arbejde med at fremkalde en følelse af sted – Paris er forskellig fra Marseille i syd.
I greven af Monte Cristo er der kroværter, embedsmænd, politiske ledere, søfolk, smuglere, præster og adelsmænd. Til dette formål Dumas samarbejdede ofte med andre for at skabe realistiske figurer gennem de sociale lag i det 19. århundrede i Frankrig.
Hans historie som dramatiker er også tydelig i hans brug af dialog. I stedet for at bruge en litterær enhed som flashbacks, insisterer Dumas på at bruge dialog til at forklare baggrundshistorien. Dette holder scenen aktiv og foran læseren i stedet for en fortællende sammenfatning. Dette fungerer for det meste godt, men undertiden bliver dialog en monolog, og der kan blive kedeligt at læse.